Månederne med skulen og skelen
Jeg har længe tænkt på de her bøger. Enten ikke skrive om nogen af dem eller skrive om dem begge. Som tænkt, så gjort, kunne man sige, men nej: Jeg har alt for længe undgået så meget som at læse dem. Der er bøger, som jeg kaster mig frådende over med det samme, jeg hører om dem. Det er herligt, at den slags litteratur findes. Med Jeg ved ikke om den slags tanker er normale og Min lillebror var det anderledes - ja, lige modsat, kan man vel sige. Jeg har vendt og drejet de to bøger, jeg har kæderøget cigaretter, jeg har læst mange andre bøger, bl.a. Rousseaus bekendelser og hans En ensom vandrers drømmerier. Jeg ville tilbage til bekendelseslitteraturens oprindelse:
Wow ... Det gjorde jeg dels for at udskyde, dels for at forberede, læsningen af disse bekendende samlinger. I den melankolske stemning der uværgeligt opstår, når man drikker limfjordsporter i stedet for at udføre et arbejde, man har påtaget sig, betragtede jeg bøgernes udstyr. Det forekom mig at være næsten ens for de to bøger: Kvalitetspapir, intet billede på omslaget, men portrætter på flappen var der - et af dem endda af både forfatteren og dennes bror. Jeg tog bøgerne op for at veje dem lidt i hånden. Det var solide litteraturcontainere. Jeg knappede endnu en øl op, og tænkte på den kolde krig og østberlins kakkelovne.
Hvad er det for bøger? Hvad er historien? Ja, den er i begge tilfælde let at referere - en egenskab som er usædvanlig for digtsamlinger. Jeg ved ikke om den slags tanker er normale er Hørslevs skildring af efterveerne af en skilsmisse. Min lillebror handler om Wiinblads skizofrene lillebrors selvmordsforsøg. Jeg krøb sammen i et hjørne og begyndte at se for mig, hvordan bekendelseslitteraturen fra halvfjerdserne var genopstået som en fugl fønix (uden bh). Og i mit mareridt var jeg den eneste, som ikke brød sig om det ... Den eneste unormale ... En gru uden lige ... Det er jo så sympatisk, det med at lære af hinandens helt almindelige tanker og oplevelser, men, åh - så nede på jorden! Hellere læse Dalis forsøg ud i autobiografisme eller Karl Bjarnhofs to bøger om, hvordan han gradvis blev blind, f.eks. for bare lige at antyde, at jeg favner bredt inden for det felt, der hedder autobiografisme men vægter det ekstraordinære i oplevelsen eller sensibiliteten højt.
Skål! Nå, jeg var stadig ikke kommet i gang med at læse, på trods af, at det ikke tager særlig lang tid at læse de to bøger. Det var blevet sent, og jeg måtte hellere lige vente lidt. Min sidste tanke inden jeg halvfuld faldt i søvn var, at Christel Wiinblad ikke havde ret til at skrive den bog, hun havde skrevet. Min skizofrene storebror druknede jo rent faktisk sig selv i Thailand, og jeg havde derfor mere ret til at skrive om skizofreni og selvmord ... En idiotisk tankegang, fuldstændig tosset. Jeg har jo ikke skrevet bogen om min brors selvmord, og det er jo ikke sådan, at nogen har forhindret mig i det.
Ned i skilsmissen
Og så måtte jeg jo, nogle uger efter, da jeg igen havde fået mod på at betragte de to samlinger, denne gang i morgenens klare lys, spørge mig selv, om mine tanker om Wiinblads bog var normale? Ja, sagde jeg til mig selv, det er jeg ikke i tvivl om, at de er. De er ikke retfærdige, men den form for logik, som de repræsenterer er ikke unormal - irrationel men ikke unormal. Problematikken i Wiinblads bog er personligt velkendt for mig, og så spiller psyken den slags puds med én.
På en diæt af kaffe og wienerbrød tog jeg fat på Hørslevs bog. Jeg ved ikke om den slags tanker er normale hedder den jo. "Godt, at jeg fik overbevist mig selv om, at jeg var normal. med den overbevisning i behold, kan jeg måske nøgternt vurdere, hvordan det forholder sig med Hørslevs tanker", sådan omtrent tænkte jeg. Og hvad så? Har Hørslevs fortæller-jeg for alvor været i tvivl, om hun var normal? Kære læser, på dette tidspunkt havde jeg endnu ikke læst de to bøger, men siden opdagede jeg, at Hørslevs tanker ikke afslører nogen alvorlige afvigelser fra normalen (bare rolig). Her er der blevet taget hensyn i form af kraftig selvcensur, tror jeg. Måske er det netop denne selvcensur, der gør udtrykket så akavet - så besynderligt stift, selv når det synes at ville være legende. Jeg gjorde mig det mageligt, og påbegyndte læsningen.
Hørslevs bog består af tre dele. De to er sat op som traditionel lyrik, den midterste er skrevet i dagbogsform - Bogens ramme er eventyrlig - vi begynder og afslutter med referencer til eventyr ... derimellem er der ting, jeg har læst før om skilsmisse, nogle forsøg ud i dyre-hygge-humor eller slet og ret fabler - det befinder sig et eller sted imellem det humoristiske og det opbyggelige? Og der er opremsninger af giftige blomster og bær
Jeg var ved at græde af kedsommeligheden ved hele projektet, imens jeg forestillede mig et eventyr, hvor denne nyskilte kvinde ville kunne tvinge mig til at læse og læse, imens hun blev ved med at copy/paste flere og flere blomster ind i sin tekst. Og det gjorde hun: